Dansk 2 - elever (Pedersborg Skole)
I år tilbyder Pedersborg Skole dansk2 til de elever, som har udfordringer omkring sprogforståelse, ordforråd, tale, sætningsopbygning og forforståelse på dansk.
Inden jul tilbydes der 2 moduler dansk2 om ugen (mandag og onsdag i 1. modul) + 1 ekstra lektion om fredagen (primært tiltænkt udskolingseleverne) i 5 uger af gangen. Efter jul tilbydes der 4 moduler dansk2 om ugen (mandag til torsdag) + 1 ekstra lektion om fredagen (primært tiltænkt udskolingseleverne) i 5 uger af gangen.
Der vil være 3 forskellige hold:
Hold 1: dansk2-elever fra 1. og 2. årg.
Hold 2: dansk2-elever fra 3. og 4. årg.
Hold 3: dansk2-elever fra 5. til 8. årg.
Dansk2-eleverne vil blive undervist i dansk2 med udgangspunkt i den enkelte elevs udfordringer og kompetencer.
Hvad er en dansk2-elev?
De elever, som får tilbudt ‘dansk2 supplerende’ er elever, som har et andet modersmål end dansk. Det er elever, som er født ind i en anden kultur, med et andet førstesprog end dansk og som oftest også er født i et andet land end Danmark. Eleverne kan fungere i den almindelige klasse/undervisning på den enkelte elevs årgang, men da de har 1 August 2020 udfordringer i forhold til ordforråd og forståelse på dansk, har de derfor ikke de samme forudsætninger for udvikling som de etnisk danske elever. I den almindelige undervisning kan de tosprogede elever opleve misforståelser samt føle sig misforstået pga. manglende sproglige kompetencer.
Med dansk2 som supplerende undervisning gør Pedersborg Skole en særlig indsats for, at de tosprogede elever oplever en tilstrækkelig faglig udvikling med udgangspunkt i de kompetencer og forudsætninger, som de kommer med, samt undgår at de bliver “de svage” elever i klassen på baggrund af sproglige udfordringer. Supplerende dansk2-undervisning er med til at styrke ordforråd og forståelse, arbejde med forforståelse i forhold til den almene undervisning, understøtte og udvikle samt styrke selvværd og selvtillid og skabe rum for lydhør og tryghed.
Forældrenes rolle
Det forventes, at man som forældre bakker op om sit barns skolearbejde hjemme. Når man er forældre til et barn med dansksproglige udfordringer er det vigtigt, at der også er fokus på barnets sproglige udvikling i hjemmet. Vi anbefaler, at der tales dansk så meget som muligt - både hjemme og i skolen. Dog anbefales det også, at modersmålet/førstesproget holdes ved lige og fortsat udvikles. På den måde kan barnet have mulighed for at bevare kultur og identitet og samtidig kunne drage nytte af dets sproglige ressourcer - i form af kendskab til et andet sprog - til at udvikle de dansksproglige kompetencer.