Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Pedersborg Skoles logo
Mobil menu

Det gode skole-hjem samarbejde

Det gode samarbejde mellem skole, SFO/Klub og hjem

- Vi har et fælles mål: At skabe gode rammer for vores børn, så de kan vokse fagligt, personligt og socialt.

Hvad er det?
Skole-hjem-samarbejde definerer vi som alle aktiviteter, hvor forældre og skole samarbejder om at fremme børnenes trivsel og elevens faglige og personlige udvikling. Samarbejdet skal bygge på en frugtbar dialog mellem skole og forældre, således at begge parter lytter til og respekterer hinandens meninger. Skole-hjem-samarbejdet er baseret på gensidig anerkendelse og vilje til positiv udvikling.

Hvorfor er skole-hjem-samarbejdet så vigtigt?
Eleven skal være på et højt fagligt niveau og skal udvikle sig til et socialt og rummeligt menneske. Det kan medarbejderne i folkeskolen ikke mestre alene. Der er brug for forældrenes opbakning, hvis eleven skal få det bedste ud af skolen. Det er dokumenteret fra videnskabelige undersøgelser både i Danmark og i udlandet, at det er vigtigt for barnets udvikling, at forældrene også deltager aktivt i samarbejdet med skolen. Skole og hjem har nemlig et fælles mål: At skabe gode rammer for børnene, så de kan vokse fagligt, personligt og socialt.

Hvad forventes der af skole og hjem i dette samarbejde?
Hverken forældre, elever eller lærere kan bruge skolen som kunder, der kan få den vare, de peger på. Vi skal alle bidrage med noget og sammen skabe et fællesskab, hvor alle parter kan befinde sig godt. Det forventes, at alle bidrager konstruktivt til denne opgave. Lærere og forældre skal anerkende og udnytte hinandens ressourcer og viden i det gode skole-hjem-samarbejde.


Hvad er medarbejdernes rolle i samarbejdet?
Lærere og pædagoger er de professionelle på skolen, og det er deres ansvar at skabe rammerne for et godt skole-hjem-samarbejde. Medarbejderne skal vise lederskab og være lydhør i relationen til forældrene. Det er medarbejdernes opgave at inddrage og guide forældrene i dialogen og aktiviteter omkring barnet, så det er tydeligt for forældrene, hvordan de kan støtte barnet og klassen. Målet er at medarbejderne og forældrene sammen arbejder for at skabe et åbent og tillidsfuldt miljø i klassen.

Hvad er forældrenes rolle i samarbejdet?
Forældre er en af skolens vigtigste ressourcer, og forældrene er aktive medspillere på skolen. De skal sammen med lærerne indgå i en positiv og konstruktiv dialog om barnet, hvor begge parter har taletid og lytter til hinanden. Hvis der opstår et problem, som handler om skolen, skal forældrene bidrage til en løsning – i samarbejde med medarbejderne – mens problemet er lille. Forældrenes engagement i hinanden og klassens trivsel generelt er også af stor betydning for læringsmiljøet. Skolen forventer, at alle forældre byder ind med støtte og arbejde i forhold til sociale aktiviteter, foredrag, ture eller andet, der kan være med til at styrke det faglige og sociale miljø i klassen/på årgangen.

Hvad skal forældrene deltage i?
I alle klasser holdes som minimum et forældremøde og en samtale med hvert forældrepar om året. Det er skolens forventning, at forældrene deltager. I samarbejde med teamet udarbejder teamlæreren plan for disse aktiviteter. Hvis skolen eller forældrene i løbet af skoleåret ønsker flere forældremøder eller samtaler, er der mulighed for det. Der kan derudover være fælles sociale arrangementer i hver enkelt klasse eller på årgangen.
I samarbejde med klassens øvrige medarbejdere og klasseforældrerådet er det teamets ansvar, at der afsættes den nødvendige tid til disse arrangementer. Ud over disse former for skole-hjemsamarbejde er det målet at holde forskellige fællesarrangementer for hele eller dele af skolen, som for eksempel skolefest.

Hvad kan vi nå sammen?
Hvis skole-hjem-samarbejdet skal blive vellykket, er der to tråde, der skal indgå:
1. Medarbejdernes viden om elevernes faglige, personlige og sociale udvikling.
2. Forældrenes engagement, kærlighed og viden om deres børn gennem hele deres liv.
Et godt samarbejde mellem forældre, elever og skole er det bedste grundlag for et barns succes i skolen - både den faglige og den sociale. Vi forventer meget – af eleverne, af personalet på skolen og af forældrene - men vi tror, at vi med fælles hjælp, alles bidrag og opbakning kan nå målet.

Hvad nu hvis det ikke fungerer?
Det er naturligt, at hvor mennesker mødes med forskellige holdninger og relationer til børnene, kan der opstå uenigheder. Uanset årsagen til en større eller mindre konflikt mellem parterne, er det vigtigt at få sagen belyst og finde løsningsmodeller – for barnets skyld.
Hvis skolen oplever problemer i samarbejdet, skal familien orienteres så tidligt i forløbet. Hvis forældrene oplever problemer med skolen, er det vigtigt, at de begynder med at henvende sig til den medarbejder, der er nærmest problemet. Alle involverede forventes at deltage i løsningen af problemet og bidrage med løsningsforslag.